For at læse det aktuelle kirkeblad, tryk på linket og en ny fane med kirkebladet vil åbne.
Rejsebrev fra Thailand og Vietnam
Sygehus- og sognepræst Linda Ishøj Frederiksen skriver om sin studieorlov januar-marts 2020.
Når man har været præst en rum tid, kan man søge om at få tre måneders studieorlov, som man kan bruge til at dykke ned i et selvvalgt emne, finde ny prædikeninspiration og/eller få ladt de præstelige batterier op igen.
11 år på præstebagen
Med snart 11 gode år på præstebagen var det nu blevet min tur – og jeg må ærligt indrømme, at det jeg trængte allermest til, var det sidste: at få ladt batterierne op og have god nok tid til at tænke alle tankerne til ende. Efter mange år, hvor fokus har været på uddannelse og arbejde, trængte jeg til at have fuldt fokus på familien, og min mand Peter og jeg så derfor denne studieorlov som en oplagt mulighed for at indfri vores gamle fælles drøm: at rejse langt og længe med vores børn.
Den 3. januar pakkede vi derfor vores rygsække og tre børn – Hannah på 14, Jakob på 9 og Rebekka på 3 år – og fløj til Asien, hvor vi skulle tilbringe to måneder. Først en uge i Bangkok, Thailand og derefter I Vietnam, hvor vi skulle bruge de sidste syv uger på at gennemrejse landet fra Syd til Nord.
For også at få noget fagligt med mig hjem i bagagen lavede jeg en aftale med Christa Lund Herum, som er præst ved den danske kirke i Thailand, om at jeg måtte følge hendes arbejde en uges tid. Det blev et spændende møde, som førte til mange gode samtaler og en opdagelse, som overraskede os begge, nemlig at hendes virke som dansk præst i Thailand og mit virke som sygehuspræst i Danmark har utrolig mange lighedspunkter, selvom vores embeder på papiret er vidt forskellige.
Præst for syge og nødstedte i Bangkok og i Køge
Jeg må indrømme, at min egen fordom, inden jeg mødte Christa, var, at det, at være dansk præst i Thailand, var et stille og roligt embede, der mest handlede om at servicere og hygge om privilegerede danskere, der har bosat sig i udlandet. Virkeligheden er dog, at der i Thailand opholder sig et meget stort antal danske statsborgere – fortrinsvist mænd – som har mistet al kontakt til det danske samfund og familien derhjemme. Flere af dem har ingen indtægt og mange er alvorligt syge.
Dertil kommer et antal danskere, som er fængslet i Thailand under kummerlige forhold. Det er alt sammen mennesker, som den danske ambassade ikke kan hjælpe, men som Christa bliver sendt ud til, så de i det mindste kan få lidt trøst og eksistentiel og åndelig støtte. Alt dette betyder, at Christa, ligesom jeg selv, jævnligt står i svære situationer, hvor hun som eneste præst på stedet må bære andre menneskers ulykke og afmagt.
Familien og Vietnam
Efter en rigtig god og lærerig uge i Bangkok vendte vi snuderne mod Vietnam – spændte og klar til at lære landet og dets befolkning at kende. Vi havde planlagt det meste hjemmefra og arrangeret det således, at rejsen ville blive en god vekslen mellem badeferie og kulturrejse og mellem fine hoteller og mere simpel, privat indkvartering. Og der er er ingen tvivl: Vietnam er et ufatteligt smukt og dejligt land at rejse i! Vi har oplevet så meget og mødt så mange venlige, hjælpsomme og spændende mennesker. Det er fuldstændigt umuligt kort at fortælle om alt det, vi har oplevet. Men en ting er sikkert: vi glemmer det aldrig, og jeg tror aldrig vi bliver trætte af at tale om vores fantastiske tur til Vietnam. Det er et minde for livet. Ikke kun fordi vi oplevede så meget, men mest af alt fordi vi oplevede det sammen. Som familie har det været helt uvurderligt at lægge hverdagen bag os og rejse ud.
Vi har været tæt sammen 24 timer i døgnet i to måneder, men det har kun været dejligt, og vi har alle fem værdsat hver en time.
Corona
Vi landede trygt og godt igen i København den 28. februar – og nåede således hjem lige inden det hele lukkede ned. Vi oplevede ikke corona-virusen som et problem undervejs, men vi var naturligvis meget opmærksomme og fulgte nøje med i udviklingen og meldingerne hjemmefra. Og faktisk talte vi flere gange om, at det hele var meget heldigt, for sygdommen, der dengang mest var noget, der havde med Kina at gøre, betød at det vietnamesiske styre ret hurtigt besluttede sig for at sende alle kinesiske turister ud af landet – og de udgør immervæk næsten 50 % af alle turister i Vietnam. Derfor oplevede vi mange af de steder, som normalt er kendt for at være overfyldt med turister, som meget rolige.
Rejse ud for hjem at vende
Vi er nu godt tilbage i hverdagen, og selvom vi i familien stadig taler næsten dagligt om vores rejse, så er både Vietnam og studieorloven efterhånden blevet erstattet af arbejde, skole og alle de praktiske ting, der hører til i en børnefamilie. Og det er også godt nok. For selvom det er dejligt at rejse ud, så er det jo i virkeligheden herhjemme, i hverdagen, den største værdi ligger. Men tag ikke fejl: vi har fået blod på tanden og mod på mere. Vi drømmer om at rejse igen – ikke nødvendigvis så længe, men gerne lige så langt væk. Men det må foreløbigt vente til verden åbner igen. Og det gør slet ikke noget, at det kan tage lang tid, for der er kommet masser af strøm på batterierne og overskud på alle fronter. Mange tanker er tænkt til ende og nye tanker er kommet til. Så alt i alt må man sige, at projektet lykkedes og drømmen blev indfriet. Og jeg ved, at jeg har så meget, at være taknemmelig for.